Der er flere borgere, som skal tages i hånden for, at de får efteruddannelse på det digitale område, så de kan udnytte mulighederne og fastholde tilknytningen til arbejdsmarkedet.

Velkommen til den nye regering, som har sat digitalisering og effektiv it-anvendelse på dagsordenen som et gennemgående tema i det nye regeringsgrundlag. Det kan jeg kun bakke op om, da mange virksomheder og medborgere halter efter på området, hvilket vi ikke har råd til, hvis de danske virksomheder skal klare sig i den globale konkurrence - og den enkelte i den nationale konkurrence.

Jeg vil dog samtidig lige sikre mig, at regeringen ikke har glemt Yrsa i regeringsgrundlaget.

Yrsa er 45 år og er netop blevet fyret efter mange år på arbejdsmarkedet, og hun står nu og skal se sig om efter et nyt arbejde. Yrsa er absolut ikke med på den digitale bølge, og der er aldrig nogen, som har "taget hende i hånden" og opfordret til, at hun skulle lade sig efteruddanne.

Yrsa er noget rådvild og føler sig sat ud på et sidespor - men kunne det være undgået? Man kunne mene, at det i bund og grund er Yrsas eget problem, fordi vi som udgangspunkt må forvente, at folk tager ansvar for sig selv - men det er nok urealistisk, at hun vil kunne klare det uden at få hjælp.

Det store spørgsmål er nu, hvem der burde tage det ansvar på sig? Umiddelbart er der flere muligheder - hendes tidligere arbejdsgiver, fagforeningen, diverse efteruddannelsessteder, eller er det reelt regeringen?

I de 20 år Yrsa, har været på sin tidligere arbejdsplads som produktionsmedarbejder, er hun ikke blevet tilbudt efteruddannelse med fokus på digitalisering. Det har ikke lige været oplagt i relation til hendes arbejde, og virksomheden har måske ikke set det som deres opgave eller tænkt nærmere over at fremtidssikre Yrsa.

Det gik jo meget godt

Men burde alle virksomheder have en målrettet plan for uddannelse af deres medarbejdere, så de også vil kunne klare sig i fremtiden?

Yrsa har heller ikke lige bemærket, om hendes fagforening har opfordret hende til at være med på den digitale udvikling for at kunne klare sig på fremtidens arbejdsmarked. Måske de har givet hende nogle tilbud, men hun ikke har tænkt nærmere over, at det kunne være relevant for hende. Og ligeledes med de mange tilbud fra AOF, FOF og diverse uddannelsesinstitutioner. Hun havde jo sit arbejde, og det gik jo meget godt.

Og nu er vi så tilbage ved regeringen, som jo sætter retningen for alle de ovenstående instanser. Det er vel her, det hele skal starte med, at regeringen motiverer både virksomheder, fagforeninger, uddannelsesinstitutioner og befolkningen til at tage udfordringen på sig og gøre noget ved det.

For de unge og veluddannede ligger det nok mere lige til højrebenet selv at sørge for at følge med. Men vi har flere medborgere, som skal tages i hånden - og hvor nogle aktivt hjælper dem med at tage ansvaret for, at de også får efteruddannelse på det digitale område, så de kan udnytte mulighederne og fastholde tilknytningen til arbejdsmarkedet.

Derfor vil jeg opfordre vores nye regering til at sikre, at Yrsa får en målrettet hjælpende hånd. Vi får brug for al arbejdskraft i fremtiden og har ikke råd til, at nogen falder mellem flere stole - hverken menneskeligt, økonomisk eller i forhold til den fremtidige vækst og udvikling.

 

B.S.F.u.logo

 


Flere nyheder